Ofte når man får gamle automater ind, er lyset næsten aldrig funktionelt – og ofte helt pillet fra. Som med denne automat, hvor det eneste som var tilbage, var et par huller i bagbeklædningen som fortæller historien om, at der engang har siddet et beslag med en fatning på.
I de gamle automater fra før krigen, var der næsten altid tale om en porcelænsfatning med en glødepære monteret. Det er også derfor at topskiltene altid er helt smaderede og malingen skaller af. Der er blevet meget varmt inde i disse automater med 40-60 watt konstant lysopvarmning. Det har maling og andet ikke kunne tåle over årtierne.
Ideen om lys er dog glimrende – og med en moderne sparepære er man ej heller bekymret for varmeudvikling eller strømforbruget. Så det skal naturligvis reetableres. Det giver også en fantasisk stemning når automater hænger i en hyggekrog og lyser op.
Vi gik derfor i gang med at lave et vinkelbeslag, samt fandt en indsats som kunne bruges til hullet, hvor ledningen omrindeligt har kørt ud.
Og så monterer vi dette fra bagsiden med nogle fine messingbolte.
Efter lidt maling og en fin ledning, monteret i en undersænkte plastikbøsning – var alt som det skulle være.
Indvendigt kan vi så montere fatningen og en LED pære. Det ser meget fint ud og spiller 100%. Og så er det næsten præcist, som det ville være lavet oprindeligt – blot med et par moderne opdateringerne.
Vi havde faktisk lidt problemer med at 2 pære gik kort tid efter at de var blevet monteret. Disse LED pære (købt over nettet) kunne åbenbart ikke tåle de slag som automaten bliver udsat for når man trækker skufferne ind og ud. Rystelserne fik simpelthen pæren til at gå. Vi endte med at finde nogle COSNA pærer i Harald Nyborg. De lader til at holde rigtigt fint.