Vi har for nyligt fået disse 2 Jenningsautomater ind. De har befundet sig på et lager de seneste 25 år. De virkede ikke da de blev sat derind, så det må være en del år siden de har kørt ordenligt. Så opgaven er helt kort: Sættes istand så de virker (og ser godt ud). Der er tale om 2 forskellige modeller fra samme serie- Nemlig Jennings Eldorado Chiefs. Nærmere specificeret en Jennings Eldorado Star Chief og en Jennings Eldorado “The Govenor” Chief. Begge produceret i start 1960’erne.

 

Mange genkender sikkert Indianerhovedet på fronten, men selve firmaet bag er det nok de færreste som kender til. Så lad os starte der.

O. D. Jennings & Co. blev etableret i 1906. Som mange andre spilleautomatvirksomheder fra det tyvende århundrede, startede de med at sætte andres automater i stand, herunder Mills automater. Men da de senere hen fandt bedre og smartere måder at gøre visse ting på, startede en egenproduktion. Firmaet holdt til i Chicago USA og eksisterede helt frem til 1980erne. Deres grundlægger Ode D. Jennings døde i 1953. Hvorfor automater fra efter 1953 også bærer navnet Jennings & Company, modsat navnet O. D. Jennings & Company som blev brugt tidligere.

Stand og mangler

Begge automater bærer præg af at have stået ubrugte i mange, mange år. De er meget snavsede og ser noget trætte ud. Forkromningen er falmet, plettet og mat og der har samlet sig skidt og snavs i alle hjørner, samt naturligvis i mekanikken, som derfor er groet helt fast. Det betyder naturligvis også at de slet ikke kan køre.

  

Når det er sagt, lader de til at være 95% komplette. Men desværre er de sidste 5% nogle relativt væsentlige dele. Den mest komplette er Star Chief automaten. Den var låst da vi fik den, men efter vi borede låsen ud, kunne vi se at det meste var indtakt. Den mangler dog nogle vitale arme til jackpotmekanismen – så den har helt sikkert ikke virket, da den blev sat væk i sin tid.

Govenor’en har det værre. Den mangler både møndindkast og bagplade, hvilket er værre. Vi må finde på noget, for en ny bagplade er svær/dyr at skaffe hjem.

  

Træværket er heldigvis rimeligt på begge automater. De skal naturligvis have en behandling, men det er hverken revnet eller skævt, selvom det er noget “gnosket” omme ved bagpladen på Star Chief’en. Den bærer præg af at være forsøgt brækket op med skruetrækker eller lign – sandsynligvis i nyere tid. Ærgelig, men mon ikke vi finder en løsning hertil.

Alle de mekaniske dele har det også nogenlunde. De er faktisk så smurt så meget ind i gammelt fedt, olie og snavs at de nok slet ikke kan ruste – hvilket faktisk er udemærket ift. deres overlevelsesevne – men selvfølgelig et problem hvis den skal kunne køre.

Det ser ikke ud til at der er noget strøm til automaterne. Om det er pillet fra eller om det blot aldrig har været brugt, vides ikke endnu. Men der skal naturligvis være lys i både skiltet i toppen og bag udbetalingstabellen og ved valserne. Det må vi også finde en løsning på.

Der er nok at tage fat i med sådan to automater. Et sjovt projekt. De vil blive restaureret sideløbende, så vi skriver nok i store træk om dem samlet – med enkelte afstikkere.