Endnu en vareautomat skal under kærlig behandling. Denne gang en meget dekorativ, omend noget “træt” og rustplettet automat fra Robert Funck Jensen, Aarhus. Denne med modelnummer 271679.
Vi har ikke tidligere haft en Robert Funck Jensen automat under behandling, så det bliver interessant at se hvorledes den er skruet sammen.
Automaten her, som er fra omkring 1930, solgte Bryst Tabletter fra Engel & Kisky, hvilket er kendetegnet ved billede af “den snottede ravn” som blev deres varemærke. Læs mere om denne, samt om virksomheden, på engel-kisky.dk.
Og naturligvis med Engel & Kisky’s navn i toppen.
Den har flere sjove detaljer. Blandt andet er “pengekassen” indbygget i automatens bund…
Den kan hives ud ved at fjerne de 2 låsestænger, en i hver side, som vist her i dette lille videoklip.
En anden interessant detalje ved denne automat, er det faktum at automaten har 2 låse. En indbygget og en hængelås på ydersiden.
Hængelåsen er en BORA 1700. Ikke en model jeg kender – men man har sikkert også bare brugt hvad man havde liggende – så mærket har sikkert ingen forbindelse til Funck Jensen virksomheden som sådan.
Låsen på indersiden er helt “normal”og minder om den som alle andre automater fra perioden benyttede.
Hvorfor skulle der så være 2 låse, kan man spørge. Ja, det er ikke til at vide, men eftersom at beslagende er bemalede- tyder meget på at den har været således fra starten. Så noget kan tyde på at de har være bange for at den normale lås ikke var nok og derfor, fra fabrikkens side, eftermonteret en hængelås inden de solgte automaten.
Jeg har set andre funck jensen automater med lignende løsning. Der er helt sikkert en interessant historie her.
Hullet til nøglen hvor den indbyggede lås har været, er godt slidt.
Så den har helt sikkert også været brugt. Så begge låse har altså været i brug. Derfor vil vi nok ikke vælge at beholde begge låse ifbm. restaureringen.
Ud af bagsiden hænger noget ståltråd. Dette kan skyldes en af 2 ting. Enten har den været fastmonteret med en stålwire – hvilket jeg ikke tror på, da det er for tidligt. Alternativt må der være noget lys i automaten.
Til sidst lidt blandede billede af automater, så man får det hele med. Vi glæder os til at komme igang med projektet.