Vi fik for nyligt fingrene i endnu en Mills Hi Top. Denne gang i en 3 valse version, i modsætning til den 4-valsede model vi tidligere har berørt. Denne er i en noget trist forfatning, hvorfor uglen også hænger lidt med næbbet (på et tydeligvis hjemmemalet gult skilt).
Faktisk er det ikke så slemt. Vi har set meget være. Denne Mills har dog sine store fejl og mangler, men har også nogle fede detaljer. Bl.a. er modellen med “ribbed sword handle”.
Og en (pt. ikke funktionel) udbetalingstæller har den da også.
Den har dog også nogle ærgelige tilpasninger. Bl.a. er escalatoren noget medtaget og fungerer reelt slet ikke. Man har også bygget et hjemmesnittet møntrør på, som jeg ikke lige kan se ideen i, hvor penge som bliver puttet i går direkte fra escalatoren ned i jackpotkassen, helt uden om det almindelige udbetalingssystem. Møntrør og pengekasse vil således aldrig blive fyldt.
Mystisk.
Slutteligt mangler Jackpotten også nogle arme, som man måske kan ane i venstre side. Ærgeligt.
Et eller andet fjols har på et tidspunkt haft fingre i maskinen og med rund hånd ombygget og fjernet alt, hvad han ikke lige forstod.