Lad os springe lidt tilbage i tiden og kigge på den Union Luxus fra Bergmann, som vi havde på bordet for noget tid siden. Vi har for længst fremvist det færdige resultat, men der var enkelte ting, som vi vist sprang lidt for let henover. Så vi har været i billedearkivet og fundet lidt omkring det elektriske, som vi her vil bruge 2 min. på at gennemgå.

Strømforsyningsdelen i en sådan automat, består af en AC og en DC del. AC benyttes bla. til pærerne, herunder til valg af hest (også kendt som “hestepærerne” :)). DC bruges til de 3  pærer på hjulet, samt udbetalings solenoiden – som er den elektromagnet-anordning som trækker udbetalings-sliden tilbage, således at maskinen udbetaler.

Ensrettere var før i tiden nogle store drenge med køling, som her på foto.

Da den sad en del af vejen og skabte problemer, valgte vi at noget måtte gøres. Det lugtede lidt af at trafo, såvel som ensretteren, har været afmonteret og ikke blevet monteret ordentligt og forsvarligt igen. Vi måtte montere det fornuftigt og fastgøre det til træværket. I samme omgang valgte vi en mere tidssvarende ensretterbro, der kan tåle klare 20 ampere. DC spændingen er målt til 12,5 V.

Flere pærer i rouletten var gået og måtte udskiftes. Vi valgte nogle 14,4V 2Watt – som ser ud til at give passende lys og så forhåbentligt kan holde længere grundet underspændingen til disse pærer. Først fik vi fejlagtigt valgt nogle typer som ikke kunne tåle snurreturen som skiven får ved hvert spil. Så fandt vi en rigtig god holdbar type, som fortsat virker efter mange hundrede kørsler. Vi fik ved en bestillingsfejl købt lidt vel rigeligt ind – så mangler du denne type er vi leveringsdygtige – til en beskeden pris, naturligvis.

Fortvivl ikke ved skift af pærerne, at den gule plastikring ryger af.  Den påsættes atter sammen med nye pærer og klemmes fast hermed – hvis man synes kan man give den lidt plastik-lim.

Bremsen

Lad os til sidst kaste et blik på bremsespolen. Denne kører på AC. Husk at dennes anker skal renses, for at danne god kontakt. Afstanden til spillepladen, må ikke være for stor – så kan den ikke trække spolen væk. Husk også at smøre hjulet.