Endnu en klassiker som vi aldrig tidligere har berørt her på siden, er Rotamint maskinen fra NSM. Det skyldes nok delvist at vi har haft andet at se til, men også at netop Rotamint maskinen, altid har været den lidt kiksede dreng i klassen. Der er faktisk kun lavet en rigtig pæn version i min optik – og var er den første model fra 1952. Og det er naturligvis den vi har anskaffet – og årsagen til at vi kigger på en Rotamint nu.
Jeg skal i øvrigt beklage de dårlige billeder her i artiklen. Jeg fik dem tilsendt på MMS – og har endnu ikke automaten stående herhjemme, hvorfor jeg ikke har taget nogle nye. Ja, jeg har faktisk slet ikke set automaten med egne øjne. Nåh, men tilbage til fortællingen…
Den har været lavet i en lang række versionen op igennem 1950’erne, 60’erne, 70’erne, 80’erne og vistnok en enkelt i 1990. Ifølge arcade-history.com (GH, Gaming History) er der over 80 forskellige varianter (nej, det er ikke en trykfejl. 80 forskellige!!) af automater med Rotamint navnet produceret af NSM.
Denne første version fra 1952, minder på mange måder om Wulff automaterne fra samme periode (Novomat, Rotomat, Orion osv.). Et smukt trækabinet med nogle få nydelige ornamenter. De tidlige Rotamint forveksles faktisk nogle gange for Wulff automater, da de minder meget om Prazisa, Hermes, Selecta automaterne. Mon ikke også at Wulff har kigget efter ovre hos NSM i forbindelse med design af disse. Ligheden er i alt fald slående. I øvrigt er det værd at bemærke at Rotamint automaten, som er elektromekanisk, udkom første gang i 1952, mens førnævnte Wulff automater, som er rent mekaniske, først udkom omkring 1960.
De senere versioner, som blandt andet deres velkendt Rotamint “Record” fra midt 1950’erne, var også meget populære i samtiden og kan ses blandt andet i dette tyske filmklip: https://www.youtube.com/watch?v=_bOwmqsItMg. I øvrigt interessant, at automaten fra videoen herover er en “Rotamint Record D”, ikke i skrivende stund er registreret hos GH (Jeg har informeret dem om manglen).
Senere versioner igen, fra midt 60’erne, ligner til forvekling vores bowling automat. Naturligvis intet tilfælde, da den også er produceret af NSM.
Standen på vores Rotamint
Standen er lidt uvis i skrivende stund. Men vi ved at den slet IKKE virker. Sælger, en antikhandler, påstår at den aldrig kommer til at virke igen og at den var noget rusten indvendig. Vi får se. Umiddelbart ser det meget lovende ud med de billeder vi har fået. Der mangler et par tal – men er tilsynladende original pengekasse med, hvilket plejer at være et godt tegn.
Vi glæder os til at se den med egne øjne. Til den tid kommer der naturligvis endnu et indlæg her på siden. Det bliver interessant.