Vi fik for en uges tid en Aristocrat ind til reparation. Bonus-featuren virkede ikke. Efter megen søgen rundt omkring på nettet kunne vi konstatere at den feature ikke rigtigt er beskrevet nogle steder – og man står derfor lidt på egen hånd når man skal fejlsøge; en ikke uvandt situation. Det var derfor oplagt at skrive et par linjer herom, for således at hjælpe andre i samme situation.
Inden vi kan fejlsøge skal vi først have en grundlæggende forståelse for hvad som er hvad. Ud over lyselementer (lysstofrør, glimttænder, strøm) er der også en spole oppe i venstre hjørne.
Når denne får strøm, trækker den (elektromagnetisme) i stemplet, som så trækker i en arm, som får valserne til at dreje rundt.
Inden vi nåede hertil havde vi haft renset kontakterne og tilrettet og tilslebet fremføringsarmen.
Denne skal køre 100% glat og fint (uden unødig brug af olie), ellers kan den sætte sig fast og således “jamme” maskinen. Den er lidt sart.
Endvidere fandt vi ud af at valsen med bogstaverne på, var løs. Det betød at den havde en del slup og gav sig når armen (beskrevet herover) trak i tandhjulet for enden af valsen. Vi måtte derfor have den skilt ad. Det gøres ved at fjene en låseskive i den ene ende, hvorefter man kan trække tværstangen ud.
Det var tydeligt at se at plastikken igennem tiden havde lidt noget overlast, som betød at det lille hak som skulle holde endeskiven på plads, ikke længere var nok.
Billederne her viser tydeligt hvordan den var helt “gnosket”.
Plastikken var også relativt sprød, hvilket den jo bliver efter mange år ved siden af en varmekilde, som et lysstofsrør jo også er. Så løsningen var at lime den hele vejen rundt i kanten med plastiklim og ligge den til at tørre. Her er kun 1 skud i bøssen, så man skal sørge for at man limer den således at palen og hakket er 100% korrekt placeret i forhold til hinanden.
Med det på plads havde vi brug for at kunne afprøve den “ude på bordet”. Vi riggede derfor en strømforsyning til med et lille kontakt på således at vi kunne afprøve om det virkede korrekt.
Med alt forbundet, satte vi os for at tjekke om signalerne blev registreret korrekt.
Der sidder 6 små kontakter / switches (mørkeblå pile) under valsen. Disse aktiveres af nogle forhøjninger på valsen (orange pile) efterhånden som den roterer.
De første 5 kontakter er bogstaverne B, O, N, U og S. Den 6. og sidste kontakt nulstiller efter udbetaling.
Relativt simpel, men også lidt skrøbeligt i den forstand at både kontakter og valse skal være positioneret helt korrekt i forhold til hinanden, for at det hele virker som det skal.
Ledningerne som går fra kontakterne til stikket var heldigvis farvekodede. Så vi kunne nemt notere os hvilken ledning som gik til hvilket ben på stikket.
Kontakterne 1 (B), 2 (O) , 3 (N), 4 (U) og 5 (S), danner kredsløb til “Pol” benet. Kontakt nummer 6 er forbundet til Stel.
Benene A og B er til strømforsyning, som vist herunder.
Vi kunne nu foretage målinger med et voltmeter for at sikre os at kontakten blive aktiveret når valsen kom forbi. Vi satte det til at bippe når der var hul igennem, dvs. at den skulle gerne bippe når man målte på det respektive ben som svarer til valsens position.
Da det virkede korrekt her, måtte det nu også virke korrekt inde i maskinen.
Vi fandt efterfølgende ud af at der var meget overgang i maskinen, hvilket man tydeligt kunne mærke når man havde den tilsluttet 230v, uden jordforbindelse. Det betød i praksis at spolen som trækker armen tilbage, havde en tilbøjelighed til at blive hængene tilbage. Så vi måtte jorde maskinen før det virkede ordenligt. Herefter var der heller ingen problemer.
Som prikken over det berømte i’et, havde vi naturligvis givet maskinen et hurtig polering, samt andre småting, således at den tog sig ordenligt ud. Så lad os slutte dette projekt med et par før/efter billeder.