Nogle gange støder man på projekter som man bare ikke kan sige nej til. Så da lejligheden bød sig til at istandsætte en af de klassiske skilteautomater fra Tivoli, kunne vi ikke sige nej.
Skilteautomater, som vi kalder dem (deres faktiske navn, såfremt de har et, er os ukendt), har stået rundt omkring inde i Tivoli. Der har nok været en håndfuld af dem og de synes at have stået der så langt tilbage man kan huske. Om der er en enkelt eller to tilbage derinde, vides ikke med sikkerhed – men jeg synes ikke at kunne huske nogle.
Der er flere sjove ting ved denne automat. Først og fremmest er den dansk. Det ses klar og tydeligt ved at dens grundelementer har danske tegn og beskrivelser. Den er således ikke blevet ombygget til at være dansk – ligesom man ser det med de fleste andre typer automater. Næh, den er lavet helhjertet dansk fra fabrikken.
Hvor den er produceret ved vi ikke. Der findes intet beskrevet. Måske nogle derude har et bud? Jeg tænker at den er produceret på bestilling af Tivoli, men af hvem? Og hvor? Spørgsmål vi måske aldrig får besvaret.
Hvad vi ved er at den har stået i Tivoli og tilhørt “Spilloppen”. Det fremgår tydeligt af et af de, noget falmede og formessede, metalskilte på fronten.
Teksterne på de fire skilte lyder som følger:
- Læg 2 Kr i indkastet og tryk skyderen helt ind
- Tryk håndtaget LANGSOMT ned
- Afklipper vent med at trække i håndtaget til skiltet er færdigt
- Evt. reklamationer bedes rettet til SPILOPPEN
På toppen af kassen findes der yderligere instruktioner.
- Læg 2 kr. i automaten og tryk skyderen helt ind.
- Stil viseren på det ønskede bogstav, tal eller tegn og tryk det underste højre håndtag langsomt ned.
- Når skiltet er færdigt, trækkes der een gang i det øverste håndtag og skiltet kommer frem i åbningen.
- Ønskes skilte med over 30 bogstaver, tegn eller tal fordrer maskinen atter 2 kr.
Så alt i alt lidt en instruktionsmanual, at skulle læse sig igennem, for at lille blikskilt. Men okay. Så skal man i alt fald ikke komme og spørge om hjælp.
Man behøver heller ikke gå under navnet Sherlock Homes, for at udlede at den nok ikke altid har taget 2 kroner.
Jeg vil gætte på at der står 1 kr. inde under 2-tallet. Men det må vi vente med at få afdækket. Selvom skiltet med datoen (1969. Produktionsår?) på, selvfølgelig lidt røber svaret.
Sjovt at man har lade det sidde tilbage på kassen. Lidt atypisk for Tivoli, da det jo er lidt forvirrende for gæsterne – men dejligt for os som i 2017 skal restaurere den.
Automatens stand
Automaten virker faktisk nogenlunde ved ankomst. Man kan da, med lidt armkræfter og besvær, får trykt sig et skilt. Der er (heldigvis) også en masse blikbånd tilbage til flere skilte.
Men udover det ser det ikke så godt ud. Bagpladen siger det meget godt.
Og det den siger er: vandskade. Noget som de indvendige plader også bærer præg af.
Det kan dog laves, særligt fordi det ikke skal være synligt – så det behøver ikke være som nyt. Men man kommer langt med lim, skruetvinger og noget løst finer.
Automaten har stået udendørs i rigtigt mange år, sikkert i både regn, sne og slud. En lille utæthed , bliver til en katastrofe for træværk, set over en længere periode.
Nåh ja, og der er selvfølge ingen nøgler til… Men det er vi efterhånden blevet tilvendet med den slags automater.
Malerarbejdet er heller ikke optimalt. Det bærer præg af mange “lappeløsninger” gennem tiden. Den skal nok ha’ den helt store tur.
Det største problem er dog håndtaget i siden. Det er knækket og er således kun halv størrelse af hvad det burde. Det giver nogle rent praktiske operative problemer ift. betjeningen.
Så ja. Der er nok af tage fat på. Et rigtigt udendørs forårsprojekt.
En ting er sikkert. Der er ingen andre i verden som har beskrevet netop denne automat.