Det var i dag, d. 24 September, for præcis 3 år siden at vi startede denne hjemmeside. Der er løbet mange automater gennem åen siden dengang. Så vi synes det kunne være sjovt med et lille tilbageblik – en slags kronologisk gennemgang af maskinerne fra ende til anden.

2013

Det hele startede med en Tura Kasus, som faktisk var det eneste projekt vi så på i 2013, men i starten af 2014 tog det for alvor fart.

2014

Efter en kortere pause på et måneder kom det næste projekt ind i februar måned. Det var, meget passende, en vareautomat: Flagg pastillen fra C. Kjærsgaard Automatfabrik. Kort tid derefter en tredje type automat, nemlig tyggegummiautomaten Lil’ leaguer Soccer fra Oak Acorn – en sjov en af slagsen.

Der var nu for alvor blod på tanden, så allerede senere samme april måned købte vi endnu en enarmet: Lord Sega. Automaterne blev færdig på hidtidig rekord tid – men vi var ikke færdige endnu. I juni måned anskaffede vi os en Mills Bell-o-Matic Open Front – en sjov lille maskine – og gik straks igang, hvorfor den også var færdig på en måneds tid.

Efter en mindre pause hen over sommeren gik vi videre med sidens første Wulff automat, nemlig en Prazisa, som endte med at blevet helt ombygget.

Da vi ramte November 2014 kom 3 projekter ind, først Spiral Billard bordet – noget helt andet end det vi havde set før, og derfor også et rigtigt sjovt projekt. Det blev opfulgt af en Orion, igen fra Wulff – og senere en super lækker vareautomat fra Seitz Werke: Zigaretten.

Med 2014 overstået og en julehilsen, kunne vi se tilbage på 10 sjove og spændende projekter, dokumenteret på hjemmesiden her, som nu også havde andre besøgende end blot venner og bekendte.

2015

Første nye projekt i 2015 var igen noget lidt anderledes. En vekselautomat fra Kristian Kirk. Den var utrolig tung, men også mekanisk interessant.

Herefter sprang vi på endnu et par vareautomater: Først en klassik Turbon bagerautomat, vores første af den model. Kort tid efter vores første automat fra Wistoft fabrikkerne, nemlig en tændstiksautomat til gamle 5 ører. Senere i Marts måned, et vægspil fra NSM: Bowling – Alle Neune.

I april måned fik vi fingere i en rigtig klassikker bland samlere. Nemlig en Bajazzo automat fra Jentsch & Meerz. En meget tilfredsstillende restaurering, som meget foregik udendør i det dejlige forårsvejr. Hen mod slutningen af Bajazzo projektet fik vi fingerene i vores første en Novomat. En af de klassiske, men også meget almindelige, Wulff automater. Og kort tid derefter, endnu en flot dekoreret automat fra C. Kjærsgaards automatfabrik: Fyldte stænger.

Det var her på samme tid at vi første gang omtalte den Zaccaria Combat flippermaskine, som jo faktisk var den automat der blev restaureret her i værkstedet – og således indirekte startede det hele, for over 20 år siden.

I Maj måned 2015 var det tilbage til de klassiske enarmede. Først med en Tic-Tac-Toe fra Aristocrat og derefter med et dobbeltindkøb af en Jennings Chief og en relativt sjældent set Mills Hi-top med 4 valser. Førstnævnte indgik senere i en byttehandel, hvilket gav os en Mills front Vendor i stedet.

Vi startede Juni måned med at kigge på et møntspil fra Dyrehavsbakken. En såkaldt “knipsekasse” fra West & Ludwig med navnet: Looping the Loop. En relativt sjælden og tidlig automat.

Sidst i Juni, mens sommerferien og solen stod på sit højeste, brød vi lidt med traditionerne og kastede os over noget som ikke havde et møntindkast, men dog handlede om mekanik og hazardspil. Nemlig et gammelt fransk hestespil, Jeu De Course.

Omkring samme tid gik vi igang med både en stor bagerautomat, samt endnu en C. Kjærsgaard automat med Delfapastiller.

Alle 4 automater stod færdige inden udgangen af Juli, hvorfor vi også straks måtte tilbage og have fingerene i en enarmet. Til formålet lykkedes det os at købe en rigtig sjov og interessant Sega automat, nemlig: Mad Money.

I midten af august, mens Mad Money projetet var undervejs, blev vi tilbudt 2 gamle tændstiksautomater i forfærdelig stand. Den ene var en, for os ukendt, 10 øre tændstiksautomat. Den anden en Wistoft automat meget lig den vi tidligere havde sat i stand. Vi gik i gang med 10 øre automaten, mens den anden fik lov at stå nogle måneder.

I september måned dukkede endnu en knipsekasse op. Jeg husker stadig hvordan jeg måtte transportere den hjem igennem København i regnvejr, med bus.

Senere samme måned fik vi doneret en allerede fungerende Bergmann ULTRA. Herlig maskine. Den næste måned eller to gik med at få afsluttet de mange igangværende projekter – samt at “lege” med bl.a. deferred pay i Mills FOK og indbygning af originalt gold award token system i vores Mills Hi Top 7-7-7-7. Endvidere havde vi også en mindre opgave for en kunde med at få liv en en Acristocrat Blue Star – som vi dog aldrig har skrevet om på siden (så det er lidt bonus info).

Da vi nåede November og atter havde tid, påtog vi os en opgave fra en anden samler – nemlig restaurering af en Caille Eclipse. En ekstrem sjælden og eftertragtet maskine, hvorfor vi også var meget ydmyge omkring opgaven, men begejstrede over glæden ved at få fingene i en så anderledes maskine.

Da vi nærmede os december, fik vi købt en Rotomat Juwel som trængte voldsomt til en kærlig hånd – men det er jo sådan det er med de fleste af de projekter vi finder interessante. Det samme gjorde sig gældende for den cigarautomat fra 1920’erne vi kiggede på kort tid efter.

I december en stor nyhed. Bogen: Danske Vareautomater – Vare- og købmandsautomater fra perioden 1880-1960, bliver udgivet i et mindre oplag. På mekanikfronten får vi fat i endnu en Mills Hi-Top, denne dog kun med 3 valser.

2016

Januar måned går med at færdiggøre igangværende projekter. Det gør det meste af februar også. Der bliver dog tid til at se lidt på nogle automatperifirere ting og sager, samt på lidt historie og hjælper en kunde med en interessant Beromat.

Da vi rammer foråret og marts måned kaster vi os over noget nyt: En sjov (og meget vel unik) spilleautomat fra Tivoli i København, med pantomime tema.

En billetautomat som vi har haft stående siden november, bliver og gravet frem og kommer under kærlig behandling, hvilket resulterer i en sjov tilføjelse til hjemmebiografen.

I April bliver det elektromekanisk, med både en Toto automat og en Romamint, begge fra 1950’erne. Der vil dog gå adskillige måneder inden vi få set på Rotaminten igen, da tilbragte sommeren opmagasineret på Bornholm.

I Maj måned får vi endnu engang en Turbon automat inden for dørene. Det er også her at vi, desværre, må se Damhus tivoli blive revet ned. Resten af måneden går med at sætte en Novomat med pulje i stand – en sjov og sjælden anordning.

Vi falder igen over forskellige sjove dimser og dutter og ved sommerferiens start, kommer der en sjov lille automat ind fra siden – et Testo reaktionsmeter, med svensk grafik (selvom automaten givetvis er af engelsk fabrikation).

Sommeren forsætter og på automatfronten køber vi en gammel tysk Merkur enarmet fra RRD, samt en vareautomat fra Funck Jensens fabrikker. Samtidig med at vi forsøger at lære læserne lidt om spillemærker.

Efter sommerferien hentede vi yderligere et par vareautomater. Først endnu en Turbon, med en del rust – og så vores hidtil største af slagsen: En Wistoft Cigarautomat med 6 kolonner. Sideløbende har vi netop nu gang i en Beromat Klokke, samt et endnu ikke omtalt projekt (no spoilers).

Noget at se tilbage på

Puha. Det er lidt en større omgang af se tilbage på. 47 forskellige automater har vi haft under behandling. Ja, det lyder helt vildt når man siger det. Og det er faktisk også mere end en om måneden. Tiden flyver. Det er da også blevet til nogle indlæg herom. Ja, faktisk omkring 320. Det er cirka 2 om ugen. Dertil har vi lagt i størrelsesordenen 2500 billeder og 100 videoer online. Samt affotograferet og beskrevet cirka 200 forskellige spillemærker / poletter. En bogudgivelse er det også blevet til.

Vi har dertil berørt alt fra møntskabeloner til Damhustivoli, samt set på lidt kulturhistorie, sjov og spas. Det har i alt fald været sjovt. Det bliver spændende at se hvordan det hele ser ud om endnu 3 års tid…