Som et lille sideprojekt er vi gået i gang med at se nærmere på at få genskabt et Mills front vendor system.
Mange enarmede tyveknægte fra 1920-30erne havde et front-vendor system, hvor man sammen med et træk i håndtaget fik en rulle mints.
Det var typisk noget man så på de amerikanske maskiner, fra bl.a. Mills, da årsagen hertil var et forsøg på at omgå lovgivningen omkring hasardspil, under den amerikanske “prohibition” periode. Hvis man puttede penge i en automat og fik en rulle mints hver gang, så var det jo bare almindelig handel – og ikke gambling. At man så også kunne trække i et håndtag på siden og vinde en præmie – Tjaa, det var kun sekundært. Det var argumentet fra spillemaskineproducenterne i alt fald. Og det gav mening dengang, da mintrullerne (som varierede en hel del i kvalitet) var meget billige.
Rullen kom naturligvis ikke ud af sig selv. Efter hver spilletræk skulle der drejes i håndtaget på siden som så efterfølgende frigav rullen. Håndtaget – et solidt et af slagsen – anbragt i sidens bund, er vist herunder.
Der gik dog ikke mange år, før at det ikke længere gav mening med disse vendor systemer. Dels grundet at lovgivningen ikke længere var den samme, men også grundet inflation. Hvis man fik en rulle mints OG et træk i håndtaget HVER GANG og en rulle mints måske koster 20 øre – så er det jo en massiv underskudsforretning for teltholderen. Ofte undlod folk at dreje på håndtaget til mintrullerne, da de hurtigt fik nok af de diverse mint-pastiller og det var ligesom pengegevinsten der var interessant.
Vendorsystemer blev derfor taget ud af maskinerne. Særligt de maskiner som blev sendt til Europa, fik disse dele fjernet. Så der er meget få af disse herhjemme. I USA er de noget mere almindelige, da man ofte bare lod dem sidde, men undlod at fylde mints i længere.
Vi har derfor været “ude i byen” og låne en automat med originalt Vendor system. Nemlig denne gamle Mills Front Vendor med Baseball theme. Den er købt i USA og kører på quarters (25 cent), hvilket også er grunden til at vendorsystemet er intakt.
Vi er så småt i gang med at skille det ad, så vi kan kopiere det til andre formål, hvor kuriositeten ved at have vendor systemet funktionelt, vejer højere end originaliteten.
Som man kan se på billedet er håndtaget i siden forbundet til nogle træstykker / trævalser, som sidder på en metal stang. I praksis er det meget simpelt. Man drejer på håndtaget, hvorefter trævalserne drejer rundt og frigiver en rulle pastiller fra en af de 4 rækker. I hver trævalse er der en fordybning hvori en mintrulle kan ligge. Fordi at hver valse sidder forskudt +90 grader i forhold til den forrige og -90 grader i forhold til den næste – og fordi at der sidder en mekanisme som gør at man kun kan dreje håndtaget en kvart omgang per spil; kommer der kun 1 rulle ud hver gang.
En lidt træt rulle af original oprindelse blev frigivet ved et træk i automaten. Ikke underligt da de formentlig sodabaserede pastiller har suget lidt fugt gennem en række år. Rullen lader også til at være afklippet. Man har sikkert købt nogle andre ruller og lagt dem i, for illusionens skyld. Derfor har den ej heller været ordenligt forsejlet.
De røde ruller er blot træpinde med papir omkring, for at give illusionen af en rulle mintpastiller. Det er svært at finde nogle i de rigtige størrelser som passer til de kassetter som er konstrueret til automaten.
Vi kigger lidt videre på det.