Tidligere i år købte vi en gammel, noget mystisk bemalet, Mills Hi-Top med 4 valser (7-7-7-7). Den har, grundet andre projekter været forvist til skuret de seneste måneder – men nu er det på tide at der sker noget i den sag.
Grunden til at den røg bagerst i køen skyldes primært der var for mange fejl og mangler til at det gav mening at gå igang med maskinen. Vi ville alligevel ikke kunne lave den færdig. Vi har nu besluttet at tage en anden Mills hi-top, som har en masse andre fejl og mangler, i brug som donor-maskine. Om vi så senere samler resterne af de 2 til en tredje færdig automat må tiden vise. Eller så kan “liget” fungere som reservedelslager til andre fremtidige projekter. Vi får se.
Så lad os kaste et blik eller to på den.
Punkt 1 er at adskille den totalt – i alt fald kabinet og indmad til at starte med. Selve spilleværket må vente til senere. Som noget af det første, forsøgte vi at skrælle den besynderlige (og grønt bemalede) formika plade af siderne.
Den havde givet sig lidt hist og her, men var alle meget pænt monteret og sad stadig relativt godt fast. Det lykkedes dog, hvorefter der var noget meget fint træværk inden under. Et besynderligt valg at skjule den med formica-plade.
Da den var lavet så pæn, ledes man til at tænke at den muligvis har været original fra fabrikken – hvilket vel er muligt. Automaten har serienummer 606180, hvis man skal tro lappen som ligger inde i maskinen. Lidt hurtig research (og derfor uden garantier herfra), placerer maskinen sig omkring 1951.
Efter nogle timers arbejde står man så med et kabinet som er splittet totalt ad og med delene klar til at komme i spil i forbindelse med restaureringen.