En klassisk enarmet tyveknægt er ikke bygget til at stå på gulvet. Den er bygget til at komme op i højden og skal således stå på et bord, eller på en konsol af en art, for end man kan få glæde af den. Nogle gange er det pænest at den står på et møbel, andre gange på et bord. Mange har dog oprindeligt stået på en sokkel.

Disse sokler tjener flere formål. Dels har de den rigtig højde (omkring 90 cm), hvilket gør at automaten står i en højde, således at den kunne bruges hvad end man er stående, eller siddende på en barstol. Soklerne har typisk en front som gik indad, således at man har plads til knæene, når man sidder foran den. Og i bunden en plade til at plante fødderne på.

Dertil tjente de fleste sokler også som pengekasse. Dvs. at der i automaten ikke længere var en pengekasse af blik/metal, men istedet et hul. Pengene røg så ned igennem dette hul og ned i soklen, som typisk kunne indeholde langt flere penge – og var nemmere at tømme, da det ikke krævede at automaten skulle skilles ad, på nær dem der kunne åbnes fra fronten selvfølgelig.

Normalt er det med soklen ikke noget som interessere så mange. Det er automaten som er interessant – ikke hvad den står på. Men da vi alligevel manglede et sted, at stille den seneste Jennings automat, søgte vi efter – og faldt over, en original tidssvarende Jennings sokkel. Og ja, hvorfor ikke. Der manglende alligevel en pengekasse i automaten – Så to fluer…

Soklen havde dog sine skønhedsfejl. For det første var formica-pladen ovenpå revnet, og bulet. Den måtte derfor af. Men hold da fast et arbejde. Den blev limet fast il soklen tilbage i 60erne og havde umiddelbart ingen planer om at slippe uden en kamp.

Den måtte dog slippe til sidst, hvorefter en kost var på sin plads.

 

Herefter kunne vi slibe den af og bore et hul (det gamle mønthul passede ikke til denne maskine).

 

Dernæst måtte vi ud og købe en krydsfinerplade til toppen. Den skulle jo have en fineret top, som kunne bejdses i den korrekt farve, således at den matchede resten af kabinettet, som også er fineret. Man kunne også have valgt en formica plade – meeen det synes vi alligevel ikke.

Den skulle naturligvis limes på. Og en ny fyrretræs-kant-liste på fronten skulle der også bruges.

 

Efter bejdse og lak, samt en flange af blikplade, for at sikre en fin afslutning. Så soklen således ud:

Og så selvfølgelig et par billeder med den (næsten) færdige Jenningsautomat på toppen. Beklager billedernes kvalitet.