Når man har gamle automater som interesseområder, falder man nogle gange over ting og sager, enten i løsdele eller i forbindelse med restaureringer, som ikke er direkte inden for interesseområdet, men alligevel perifirert relateret til automater – nært nok til at man synes det er sjovt.
Mønter
Et område herunder er spillemønter, spillemærker og poletter er forskellig art. Det er som sådan ikke noget vi gør det, men man finder dem alligevel hurtigt sjove og kigger lige en ekstra gang, på de mønter som ligger i automater man for ind. Dette affødte også spillemærke sektionen på hjemmesiden her.
Skilte
Et andet område er skilte. Den tilbagevendende læser vil have bemærket at vi tit skriver et mindre indlæg, om de skilte, som sidder på en given automat. Det er naturligvis fordi vi finder dem interessante – Hvad end de viser producentens navn, varen som bliver solgt, udbetalingstabeller eller noget helt andet, så fortæller de alle en historie.
Der er dog også andre skilte, som ikke direkte har været en del af et restaureringsprojekt. Som eksempel, skrev vi for et stykke tid siden om et glasskilt fra Wittenborg.
Skiltet er sidenhen kommet i ramme og hænger nu fint over nogle gamle automater på væggen herhjemme.
Der er dog også andre, tjah “skilte” kan man vel godt kalde dem. Disse er pap/papirs-skilte som har befundet sig i eller ved forskellige automater. Heriblandt assorterede “Morskabs Automat” indlæg med forskellige tekst. Disse blev ofte sat i udenlandske enarmede tyveknægte som kom til Danmark.
Et andet sjovt skilt er dette simple “Automaten i Uorden” -skilt. Det lå, meget passende, inden i en maskine som vi købte for lang tid siden. Maskinen var ikke i god stand.
Denne noget sørgelige udbetalingstabel sad i en enarmet Mills. Den er sat sammen af 2 stykker papir monteret på et stykke pap. Farvede er praktisk talt helt væk. Særligt den røde er, som ofte, meget falmet.
Et andet interessant skilt er dette lille ældre plastikskilt som som viser at 2 x 1 kroner, var hvad der skulle benyttes. Jeg fik skiltet af en ældre herre, som jeg faldt i snak med sidste sommer. Han havde fået det fra sin tidligere arbejdsplads, Tivoli i København. Hvor det præcist havde siddet, huskede han ikke.
Herunder et sæt plastiksskilte, også med nogle år på bagen. Teksten lyder: “Personer under 18 år må ikke spille. Spillemærkerne gælder kun til forstat spil“. De sad begge i samme Mills Hi Top maskine, oven på hinanden foran escalatoren.
Et par andre ting
Af ting som hverken er skilte eller mønter, kan jeg fremvise denne trykplade fra Dansk Automat Branche Forening. En messingplade på 8 cm i diameter, med en meget dyb gravering, som næsten går helt igennem pladen.
Hvad den helt præcist har været brugt til er mig stadig lidt uklart, men som nogle måske har bemærket er teksten spejlvendt, så givetvis til tryk eller overførsel af en slags. Jeg har ladet mig fortælle at den har tilhørt en gammel spillemærke samler som gik bort for nogle år siden. Så den har meget vel haft relation til produktion af spillemærker. Slutteligt må den være relativt gammel, da DAB på nyere mønter, modsat de ældre, har sammentrukket “brancheforening” til ét ord.
Afslutningsvis vil jeg runde af med dette postkort fra 1911, som jeg faldt over for noget tid siden og straks købte. Kortet skrevet i Danmark, men produceret i Tyskland. På forsiden er en munter tegning af en man som hiver snustobak fra en automat.